Allergimedicin

Midlertidig lindring af symptomerne

Symptomatiske lægemidler lindrer dine allergisymptomer

Som allergiker er du sikkert vant til at tage forskellige former for symptomlindrende allergimedicin. Måske har du behov for at tage medicin hver dag for at holde symptomerne i skak, eller også har du medicinen med dig for en sikkerheds skyld og tager den efter behov.

Eksempler på symptomlindrende medicin er antihistaminer og kortison. De findes i tabletform, som øjendråber og næsespray. Nogle er receptfrie, andre skal ordineres af lægen.

Præparaterne giver lokal symptomlindring. Derfor kan du være nødt til at tage forskellige præparater for at modvirke symptomerne. Måske behøver du et lægemiddel for din stoppede næse, et andet for at modvirke tåreflåd osv.

Symptomatisk medicin giver en ganske hurtig men relativt kortvarig lindring, da symptomerne kommer tilbage, når du stopper med at tage medicinen.

Mange bliver hjulpet af symptomlindrende medicin. Men hvis du fortsat har allergisymptomer, til trods for at du er i behandling, eller hvis du føler, at du er nødt til at tage mere medicin for at opnå tilstrækkelig effekt, så kan allergivaccination være næste skridt. Allergivaccination behandler både symptomerne og årsagen til din allergi.

Tal med din læge om det eventuelt kunne være en behandling for dig.

Læs mere om allergivaccination

Har du brug for hjælp til at finde den rette behandling?

Kontakt din læge, så du kan finde den behandling, der er bedst egnet til dig.

Om symptomlindrende medicin

Symptomlindrende medicin findes i forskellige former – tabletter, næsespray og øjendråber.

Nesespray

Antihistamin

Ved mild allergi er antihistamintabletter den mest anvendte allergimedicin. Antihistamin lindrer symptomer som stoppet næse, løbende næse, nysen og kløe i næse og øjne. Ved en allergisk reaktion blokerer antihistamin frigivelsen af histamin, og på den måde bliver de allergiske symptomer reduceret. Antihistamin findes også som øjendråber og næsespray. Nogle kan købes uden recept på apoteket, mens andre er receptpligtige.

Effekten af antihistaminer plejer at sætte ind efter ca. 15 minutter til en time.

Ofte anbefales det, at man starter behandling med symptomlindrende medicin, allerede inden allergisæsonen er begyndt. Dette gælder næsespray med kortison, da den virker over tid og således ikke har umiddelbar effekt.

Almindelige antihistaminer er f.eks. Clarityn, Kestine, Alnok og Benadryl, men der findes også generiske lægemidler som Loratadin og Desloratadine. Et generisk lægemiddel har samme virksomme substans (f.eks. Loratadin) som varemærke-antihistamintabletterne (f.eks. Clarityn). Når et lægemiddels patent udløber, er det muligt for andre lægemiddelproducenter at producere et lægemiddel med samme virksomme stof dog med et andet navn og oftest til en betydeligt lavere pris.

Kortison næsespray

Næsespray med kortison (nasalsteroid) bliver først og fremmest anvendt ved stoppet næse og/eller løbende næse, ligesom den kan mindske nysen. Fordelen er, at medicinen virker lokalt uden at påvirke resten af kroppen. Det er vigtigt at tage kortison regelmæssigt for at få den bedste effekt. Der findes kortison, som kan købes uden recept og stærkere varianter, der ordineres af lægen.

Ofte anbefales det, at man begynder behandling med symptomlindrende lægemidler, allerede inden allergisæsonen er begyndt. Den medicin, der bør påbegyndes forinden, er næsespray med kortison, da den virker over tid, og derfor har begrænset umiddelbar effekt.

Eksempler på kortison næsespray er f.eks. Nasonex og Avamys.

Tal med din læge eller apotekspersonalet om, hvordan du skal bruge symptomatisk medicin.

 

Kortison injektioner (steroidsprøjte)

Kortison kan gives som indsprøjtning. Denne behandling forveksles nogle gange med allergivaccination, men de virker helt forskelligt. Kortisonindsprøjtning begrænser allergisymptomerne i nogle uger ved at dæmpe inflammationen i hele kroppen, men pga. bivirkninger på langt sigt (f.eks. øget risiko for at udvikle diabetes), anbefales denne behandling ikke længere mod høfeber.

Allergivaccination

Behandling af årsagen til din allergi

Allergivaccination, eller allergen immunterapi som det også kaldes, behandler årsagen til din allergi ved at ændre dit immunforsvars reaktion overfor de stoffer (allergener), du ikke kan tåle. Ved over tid at tilføre din krop nøje afmålte doser af det stof (allergen), som udløser allergien, omstilles dit immunsystem, og tolerancen over for allergenet øges.

Behandlingen tager tre til fem år for at give en langsigtet beskyttelse alt afhængig, af hvilke allergener du ikke kan tåle. Ved husstøvmideallergi er behandlingen 3 år.

Undgå allergenerne

Begræns de allergener, du udsættes for

Ved at kombinere symptomlindrende medicin med at forsøge at undgå at komme i kontakt med det allergen, du ikke kan tåle, kan du opnå en god effekt og reducere dine symptomer. Læs nogle gode råd om, hvordan du kan begrænse mængden af husstøvmider, du udsættes for.

Sidst oppdateret 03/10/2022